Foredrag med Kristian Leth i Lutherkirken

Dato: 25. januar 2023 kl. 19:00 - 21:00

Verdens vigtigste bog – Kristian Leth om Bibelen

I podcastet Bibelen Leth fortalt på P1 gennemgår Kristian Leth bibelen og dens betydning. I dette foredrag fortæller han hvorfor bibelen er verdens vigtigste bog, og forklarer hvordan den påvirker os alle sammen, vores dagligdag, vores omgivelser og vores forståelse af os selv i verden.

Via nedslag i og genfortællinger af en række historier fra bibelen bliver alt fra missioneren og fundamentalisme til universalisme og – ja – selv ateisme forklaret som videreudviklinger af tendenser i kristendommen med rod i bibelen.

Samtidig trækkes der tråde tilbage til det, der kom før, sådan at vi forstår hvor radikale vores almene, overleverede ideer i virkeligheden er. Hvordan forstår man bibelen og kristendommen i en større, menneskelig kontekst? Hvad er det for et øjeblik i menneskehedens historie, vi lever i? Og hvor er vi på vej hen efter at bibelen måske ikke fylder lige så meget, som den har gjort før?

Foredraget er respektfuldt og udogmatisk, men udfordrer både troende og ateister til at revurdere deres egen forståelse af den cirka 2000 år gamle samling tekster, der har lagt grundlaget for den kultur og det samfund, vi lever i i dag.

Foredraget arrangeres i samarbejde med Rosenvængets og Sankt Jakobs sogn