Lørdagsforedragene tilrettelægges af hærprovst Thomas H. Beck.
Temaet for efterårets række er 1700-tallet Oplysningstid og pietisme
Da Kastellet foranlediget af svenskekrigene blev opført meget hurtigt i årene 1663-64 var det i en brydningstid mellem ortodoksi og pietisme. Ortodoksi betyder ”den rette lære” og opstod efter reformationen som et nødvendigt arbejde med at klarlægge, hvad den evangelisk-lutherske tro står for. Det kulminerede i Christian V’s Danske Lov af 1683, suppleret med Kirkeritualet af 1685 om præsters opgaver, Alterbogen af 1688, og en autoriseret Salmebog i 1699. Kastellet står på mange måder som et billede på dette stærke forhold mellem kongemagt og kirke, der i en sund symbiose har skabt fundamentet for det kristne kongedømme og en regelbaseret samfundsorden.
Ortodoksien bevægede sig dog så meget fra den rette lære til den rene lære, at der i slutningen af 1600-tallet opstod en modbevægelse i form af pietismen. Pietismen lagde særligt vægt på den personlige tilegnelse af troen, der skulle komme til udtryk i et fromt liv. Lidt karikeret udtrykt, handlede det ikke kun om lære, men også om liv. Ud af pietismens vægtlægning på det enkelte menneske opstod oplysningstiden og naturvidenskaben. Mange ser de to strømninger som modsætninger, fordi et marxistisk historiesyn har forsøgt at gøre oplysningstiden til et rent ateistisk og naturvidenskabeligt opgør med kristendom og kirke. Men så enkelt er det ikke. De to strømninger hænger sammen, hvilket vil komme til udtryk i efterårets to første foredrag.
Som vartegn for pietisme og oplysningstid står de to barokke bygninger, Kommandantgården og Kastelskirken, og lyser op med deres varm-gule farve midt mellem Kastellets mørkerøde barakker. Efterårets to sidste foredrag vil handle om disse bygninger, der repræsenterer en ny tid i Kastellet efter 1600-tallets svenskekrige. Vi skal ikke kun høre om Kommandantgårdens historie, men får også mulighed for at se bygningens første sal. Hvad angår Kastelskirken, kommer det specifikt til at handle om dens meget enestående og smukke barok-altertavle.
Her tre århundreder efter oplysningstiden og pietismens opblomstring er vores samfund stadig præget af de to strømninger. Pietismen var fundamentet for den kirkelige vækkelse i 1800-tallet, der groft sagt på den ene side endte ud med den folkelige grundtvigianisme og på den anden side den store arvtager i form af den indremissionske bevægelse og dens liberalteologi, der gjorde kristendommen til en sentimental og sværmerisk etik. Det marxistiske verdenssyn har desuden overtaget oplysningstiden som deres, så vi i dag i høj grad lever i en udviklingstro på, at menneskeheden skulle blive bedre og bedre. Forbrødringen mellem liberalteologi og moderne verdenssyn ses i dag i en neo-liberalteologisk kulturkristendom, der ofte gør sig til herre over Skriften, dogmerne og traditionen ved at tækkes modernismen. Forbrødringen ses også i en vestlig kultur, der i sin moderne humanistiske tro på det gode i mennesket ikke rigtigt vil acceptere, at der også er ondskab i verden.
For at forstå den brydningstid, vi befinder os i, kan vi lære meget af at se de tre hundrede år tilbage i tiden og måske endda her finde inspiration til et opgør med de ideologier, der førte til det 20. århundredes verdenskrige og til det sammenbrud af en regelbaseret verdensorden, som vi er vidner til i dag. For alt er ikke politik. Der er også konkrete mennesker, der båret af deres kristentro lever i forpligtelse på deres næste og på deres land, og som blandt andet igennem videnskaben søger at gøre godt mod andre og skabe et godt samfund.
Kommende arrangementer
- Lørdagsforedrag - 26. september 2026 - 10:00 - 12:00
- Lørdagsforedrag - 24. oktober 2026 - 10:00 - 12:00
- Lørdagsforedrag - 7. november 2026 - 10:00 - 12:00
- Lørdagsforedrag - 5. december 2026 - 10:00 - 12:00
