Lørdagsforedrag

Dato: 7. november 2026 kl. 10:00 - 12:00

  Finn Andersen: ”Kommandantgårdens historie”

Kommandantgården i Kastellet rundede 300 år i 2025 og står stadig smukt i den østlige del af Kastellet og rammer Kirkepladsen ind sammen med Kastelskirken mod vest. De to smukke barokke gule 1700-tals bygninger nydes dag ud og dag ind og år ud og år ind af Kastellets trofaste venner, lokale borgere, motionister, hundeluftere, kirkegængere, ansatte i Kastellet og titusinder af turister. Hvor Kastelskirken er åben for offentligheden, er der ikke mange, der har haft muligheden for at iagttage Kommandantgårdens smukke lokaler og interiør. I dag huser bygningen i stueetagen et Informationscenter i tilknytning til Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948 og på første sal Søofficers-Foreningen. Finn Andersen, der er en af de mest vidende personer om Kastellets historie med et stort historisk forfatterskab bag sig, vil denne formiddag fortælle om Kommandantgårdens historie. I kaffepausen bliver der desuden mulighed for at gå rundt og nyde de smukke stuer med de mange fine malerier.