Gitte Buch-Hansen

Da jeg i 1995 lagde min lyseblå kedeldragt med den hvide stjernen på ryggen på reolen og opgav min karriere som maskinmester i handelsflåden for at begynde på teologistudiet, var det – i modsætning til mange af mine medstuderende – for at blive præst. Igennem en årrække havde Søfartens Bibliotek sørget for en kuffert med bøger, der stod og ventede i lufthavnen, når jeg udmønstrede, nu skulle bøgerne kaste lys over de eksistentielle udfordringer, man uundgåeligt møder på søen, når en gruppe mennesker, som ikke har valgt at være hinandens nærmeste, skal have en hverdag, hvor de er prisgivet hinandens faglige kunnen og luner, til at fungere. Men sådan blev det ikke. 

På studiet blev jeg hurtigt fanget af det nytestamentlige univers med dets mange fortolkningsmuligheder af Jesu liv og Kristi død og opstandelse. Det blev til et ph.d.-stipendium og senere en ansættelse som lektor, først ved Oslo Universitet og siden ved Afdeling for Bibelsk Eksegese ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. I min forskning har jeg været orienteret både mod det idéhistoriske univers, evangelierne og de nytestamentlige breve er blevet til i, og de spor, som Bibelen har afsat op gennem historien i kunst, kultur og samfund. Jeg har en særlig kærlighed til Johannesevangeliet og de paulinske breve, hvor jeg i en lang periode har set på den betydning, Ånden har i disse tekster, men nu har jeg kastet mig over modsætningen: kødet og den idéen om Arvesynden, som har været knyttet til dette. Desuden har jeg – i bogstavelig forstand – et lille biprojekt. Sammen med de studerende på fakultetet passer jeg de to bistader, der står på Søndre Campus. Som symbol på Guds ord har nektaren og den søde honning spillet en kolossal rolle i kirkens liv. Det samme gælder den bivoks, der mange steder har været den eneste kilde til lys gennem middelalderens mørke. 

Da jeg blev kontaktet af menighedsrådet ved Kastelskirken med en forespørgsel, om jeg ville påtage mig rollen som den hjælpepræst fra Det Teologiske Fakultet, der er tradition for ved Kastelskirken, var jeg ikke i tvivl om, hvad jeg skulle svare. Jeg  glæder mig til mit virke ved kirken.