Tirsdagsmøde om August og Marie Krogh

Dato: 14. november 2023 kl. 14:00 - 16:00

Hanne Sindbæk: Det handler ikke om os

Hanne Sindbæk fortæller om sin bog ”August og Marie Krogh. Dansk videnskabs glemte stjerner”.
Da August og Marie Krogh gik i land fra Amerikadamperen, Hellig Olav, den 12. december 1922, havde de noget i kufferten, der skulle ændre Danmarkshistorien. Det var opskriften på insulin og eneretten til at producere den i Skandinavien.

Marie Krogh blev Danmarks kun fjerde kvindelige dr. med. i 1914, året før kvinder fik stemmeret. August Krogh fik Nobelprisen i 1920. Sammen gik de op imod den etablerede videnskab og løste lungernes gåde. Og sammen skaffede de insulinopskriften til Danmark, hvor de lagde grunden til Novo Nordisk.

Historien om August og Marie Krogh er et stykke danmarkshistorie, og det er en fortælling om to helt særlige mennesker, der med ydmyghed og stoisk ro tog livets tildragelser på sig under mottoet: Kærligheden til mennesker og kærligheden til sandheden er livets hovedhjørnesten.